Verden lå for Aldon Smiths fødder, efter at han allerede i sin anden NFL-sæson satte en rekord, der stadig ikke er overgået.

Nu er den tidligere NFL-stjerne død i en alder af blot 36 år.

Det skriver Aldon Smiths tidligere hold San Francisco 49ers i en meddelelse på X.

»Vi er knuste over Aldon Smiths pludselige og tragiske bortgang,« lyder det fra 49ers, der i 2011 valgte den lovende linebacker allerede som nummer syv i draften.

Og Aldon Smith levede i den grad op til forventningerne.

I sin første sæson lavede han imponerende 14 sacks – som det kaldes når en forsvarsspiller tackler modstanderholdets quarterback, mens denne stadig har bolden i sine hænder.

Året efter overgik han sig selv med 19,5 sacks (et sack kan deles mellem to spillere, hvis de tackler modstandernes quarterback samtidig). En præstation, der ikke alene sikrede Aldon Smith en udtagelse til Pro Bowl som en af ligaens bedste spillere på sin position.

Han var også medvirkende til, at San Francisco 49ers nåede hele vejen til Super Bowl, som dog blev tabt til Baltimore Ravens.

Samtidig satte han undervejs en sack-rekord, som stadig står: Aldon Smith skulle blot bruge 27 kampe på at levere 30 sacks i NFL, skriver Fox News.

»Aldons ubestridelige talent og rene dominans på banen var til stede fra det øjeblik, han kom til vores organisation, efter at have haft en af ​​de bedste rookiesæsoner, National Football League (NFL, red.) har set,« skriver San Francisco 49ers.

Her ses Aldon Smith efter at San Francisco 49ers havde valgt ham som nummer syv i draften i 2011.
Her ses Aldon Smith efter at San Francisco 49ers havde valgt ham som nummer syv i draften i 2011. Foto: Chris Trotman/AFP/Ritzau Scanpix

»Ud over hans ekspertise som spiller vil Aldon blive husket for sit smittende smil, der oplyste hvert eneste rum, han gik ind i. Hele vores organisation sender sin dybeste medfølelse til Smith-familien og alle, der kendte og elskede Aldon,« fortsætter NFL-holdet om den tidligere stjernes pludselige og tidlige død.

Efter at have taget NFL med storm i sine første to sæsoner begyndte det at gå nedad bakke for Aldon Smith i 2013.

Her kom han i behandling for afhængighed af stoffer, og siden fulgte brud på NFLs dopingregler, adskillige anholdelser for kørsel med alkohol eller stoffer i blodet og personlige problemer.

Aldon Smith nåede også at repræsentere holdene Oakland Raiders, Dallas Cowboys og Seattle Seahawks, men uden at vise samme potentiale, som han gjorde i starten af sin karriere – i høj grad på grund af de store problemer uden for banen, der også førte til flere suspenderinger fra NFL.

Årsagen til Aldon Smiths pludselige død i en alder af blot 36 år er ikke blevet offentliggjort.