Et skænderi over en parkeringsplads fik fatale konsekvenser for den tidligere Seattle Seahawks-spiller Anthony 'T.J'. Cunningham.

Han og en nabo havde i en periode haft en fejde om en parkeringsplads, og søndag skulle de to mødes på en parkeringsplads mellem to skoler for at få løst deres problemer efter at have skrevet grimme beskeder til hinanden, skriver AP.

Men naboen ankom bevæbnet og skød Anthony Cunningham flere gange, og hans liv stod ikke til at redde.

Mandag døde han af sine kvæstelser, og ifølge News.com var det gerningsmanden selv, der ringede til politiet for at fortælle, at han havde skudt sin nabo, efter han havde 'overfaldet ham tidligere på dagen'.

Anthony 'T.J.' Cunningham blev skudt søndag og døde mandag af sine kvæstelser.
Anthony 'T.J.' Cunningham blev skudt søndag og døde mandag af sine kvæstelser. Foto: Go Fund Me
Vis mere

Og det brutale drab har rystet Araphoe County, hvor skyderiet fandt sted.

'Vi er meget triste og chokerede over at høre nyheden om T.J. Cunninghams død. Han var en god familiemand og havde en stor passion for at arbejde med unge mennesker, hvilket han viste i sit arbejde som vicerektor,' har Rick George, der er sportslig direktør på Colorado University udtalt i en pressemeddelelse.

Anthony Cunningham arbejdede på Hinkley High School, og i sine yngre dage spillede han amerikansk fodbold, da han gik på universitetet. Han nåede også at spille i NFL, da han blev draftet til Seattle Seahawks, som han spillede for i 1996-sæsonen. Desværre satte skader en stopper for hans karriere inden for amerikansk fodbold.

Anthony Cunningham blev 46 år, og efter hans død er der blevet oprettet en side for ham på GoFundMe, hvor der bliver samlet penge ind til familien. Her fremgår det, at han efterlader sig kone og fem børn.

Anthony 'T.J.' Cunningham efterlader sig både kone og børn.
Anthony 'T.J.' Cunningham efterlader sig både kone og børn. Foto: Go Fund Me
Vis mere