Den tidligere NFL-spiller Reche Caldwell er blevet dræbt.

Det skriver det amerikanske medie TMZ.

Caldwell, der blandt andet spillede sammen med Tom Brady i sin tid hos New England Patriots, blev ifølge TMZ skudt i byen Tampa i Florida, da han angiveligt var på vej til en date med sin kæreste.

Det er Caldwells mor, Deborha Caldwell, der har bekræftet den tragiske nyhed over for mediet, som oplyser, at den tidligere NFL-spiller blev overfaldet på gaden af en række personer, der herefter skød ham.

Han døde på vej til hospitalet.

»Han var en god person, der altid smilede. Han prøvede at hjælpe alle og var den slags fyr, der ville tage sin t-shirt af for at give den til dig,« fortæller Deborah Caldwell til TMZ.

Caldwell spillede som wide receiver i NFL i seks år og nåede at være i en række forskellige klubber udover New England Patriots, hvor han spillede i 2006. Fra 2002 til 2005 spillede han for San Diego Chargers, og siden kom han også til Washington Redskins.

Reche Caldwell blev 41 år.