Fem personer er døde efter et skyderi i USA. Tidligere NFL-spiller Phillip Adams er mistænkt.

Den tidligere NFL-spiller Phillip Adams mistænkes for at være gerningsmanden bag et blodigt skyderi i South Carolina i USA.

Det oplyser en embedsmand fra delstaten til CNN.

Fem personer blev onsdag dræbt af skud i et hus i byen Rock Hill.

En kendt læge ved navn Robert Lesslie, hans hustru, Barbara Lesslie, og deres to børnebørn på fem og ni år var blandt ofrene.

En femte person, James Lewis, blev også dræbt, mens en sjette person er indlagt på hospitalet med alvorlige skader efter skud.

Ikke langt fra gerningsstedet døde 32-årige Phillip Adams efter at have skudt sig selv ifølge efterforskerne i York County. Det skal nu undersøges nærmere ved en obduktion.

Myndighederne er endnu ikke blevet klogere på, hvorfor den tidligere sportsudøver i givet fald skulle have skudt de pågældende personer.

- Det er en tragisk, tragisk hændelse. Ingen af os kan finde ud af, hvorfor det skete, siger politiets talsmand Trent Faris ifølge CNN.

Phillip Adams repræsenterede klubberne San Francisco 49ers, New England Patriots, Seattle Seahawks, Oakland Raiders, New York Jets og Atlanta Falcons i sin NFL-karriere.

I alt spillede han 78 kampe på positionen cornerback. Han var senest i ligaen i 2015.

/ritzau/