Et dødsfald vakte opsigt i USA i denne uge. Men sandheden viste sig at være en lidt anden. For Mike Williams, der spillede en håndfuld sæsoner i NFL, er nemlig ikke død.
Nyheden spredte sig i det amerikanske medielandskab, mens kondolencerne flød i retningen af Williams og hans familie.
Lige indtil det lokale medie Tampa Bay Times kunne skrive, at Williams stadig var i live.
Den tidligere Tampa Bay Buccaneers-spiller er dog ilde tilredt, da han var involveret i en ulykke på en byggeplads og nu ligger i respirator.
Familien fortæller, at man endnu ikke er klar over, hvad konsekvenserne bliver af ulykken.
»Han sov, da vi var derinde, og så vågnede han op, da han hørte sin datters stemmer. Han kiggede rundt og blinkede og græd, men han kunne ikke bevæge sig,« siger Tierney Lyle, der er mor til Williams' otteårige datter.
Williams var senest tilknyttet Kansas City Chiefs, som han blev fritstillet af tilbage i 2016.