Mange NFL-fans rundtomkring i verden fik muligvis en hot wing galt i halsen, da superstjernen Tom Brady teasede for en stor nyhed på sine sociale medier under årets Super Bowl.

Allerede i fredags havde quarterbacken smidt et sort-hvidt billede op, hvor man ser ham gå gennem en tunnel ved et stadion, og det havde sat spekulationerne om et karrierestop i gang.

I første omgang lignede det så, at de spekulationer skulle blive til virkelighed, da han under anden quarter af Super Bowl smed en video op med teksten: 'Jeg har en vigtig meddelelse.'

I videoen, der er en reklame for streamingtjenesten Hulu, starter 42-årige Brady så også ud i en meget seriøs tone:

»De siger, at alle gode ting må få sin afslutning, og at de bedste bare ved, hvornår de skal trække sig... Så til mine holdkammerater, min familie og mest af alt mine fans. I fortjener at høre det fra mig,« siger han, inden musikken og den alvorlige stemning forsvinder:

»Hulu har ikke bare live sport.«

Derefter fortsætter New England Patriots-stjernen med at nævne alt det, streamingtjenesten kan, inden han til sidst slår fast, at hans karriere altså ikke er forbi.

Det sker i en tid, hvor mange har spekuleret i, hvorvidt den mest vindende NFL-spiller nogensinde ville fortsætte karrieren, da hans kontrakt med New England Patriots snart løber ud.

»Så det er tid til at sige farvel til tv, som vi kender det. Men mig? Jeg går ingen steder.«

Dermed formåede Tom Brady i den grad at sætte sig selv i fokus, selvom han i år ikke var en del af Super Bowl.

Sådan har det ellers ikke været de seneste tre år, hvor New England Patriots med Tom Brady i spidsen har vundet Super Bowl alle gange.

Natten til mandag dansk tid var det så Kansas City Chiefs, der med et vildt comeback i fjerde quarter kunne juble over deres første NFL-mesterskab i 50 år.

Det skete med en sejr på 31-20 over San Francisco 49ers.