Hvis du er stor fan af den syvdobbelte Super Bowl-vinder Tom Brady, har du nu fået dig en gylden mulighed.

»Dette er første gang, at jeg gør det her. Men jeg er blevet overtalt til at lægge mit telefonnummer ud på internettet!«

Sådan lyder det i en video fra superstjernen, som han mandag lagde på Twitter, hvor han til sine1,8 millioner følgere meldte, at man bare kunne give ham et kald.

Han beskriver det som et forsøg på at komme tættere på sine mange fans og derved lære dem bedre at kende.

Hvis du smider en sms afsted til nummeret (415) 612-1737, så modtager du et link og et automatisk svar fra den 43-årige quarterback.

‘Hvad så! Ja, det her er faktisk Tom Brady. Denne besked er automatiseret, men alt andet kommer direkte fra mig fra min mobil. Klik på linket og tilføj dig selv, så er du i mine kontakter,’ står der i beskeden.

Selvom du har en direkte linje til en vaskeægte superstjerne, gør Brady det dog klart i videoen, at han kun har én regel, når det kommer til at sende ham sms’er.

»Regel nummer et er klar: ingen sms’er på kampdage.«

Foto: Mark J. Rebilas
Vis mere

Selvom Brady har gjort sit nummer tilgængeligt for at interagere med sine mange fans, er han også godt klar over, at mange vil misbruge det.

Tampa Bay Buccaneers-quarterbacken ved, at fans af New York Jets vil bruge chancen til at komme med et par stikpiller til Brady.

New York Jets er rivaler til New England Patriots, som Brady spillede for i hele 19 år og vandt seks Super Bowl-titler med holdet.

»Nogle gange bliver det nok svært at komme igennem alle ‘Du stinker Brady!’ i beskederne. Ja, jeg ser de beskeder. Jeg svarer måske eller måske ikke. Så send mig en besked. Jeg lover, at jeg vender tilbage til så mange af jer som muligt,« slutter superstjernen.