'Stå ved det.'

Natten til mandag spilles der Super Bowl i USA. Det er verdens største enkeltstående sportsbevigenhed, og derfor er der som vanligt blevet bagt stort op til opgøret, der i år står mellem Los Angeles Rams og New England Patriots.

Super Bowl er meget mere end en amerikansk fodboldkamp, og det berømte halvlegs-show, hvor en kunstner eller et band optræder, vækker altid opsigt. I år står Maroon 5 for halvlegs-showet, og det har vakt vrede og delt vandene i USA.

Senest har den udstødte NFL-spiller Colin Kaepernicks advokat, Mark Geragos, meldt sig på banen i diskussionen om Maroon 5's kommende optræden.

Adam Levine og Maroon 5 står for dette års halvlegs-show ved Super Bowl.
Adam Levine og Maroon 5 står for dette års halvlegs-show ved Super Bowl. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Maroon 5's frontmand, popstjernen Adam Levine, har været under massiv kritik, siden det kom frem, at Maroon 5 skal optræde til Super Bowl 2019. Flere stjerne i USA, herunder Cardi B og Rihanna, takkede nej til at lave det berømte halvlegs-show i solidaritet med Kaepernick.

Men Maroon 5 takkede ja, og siden har Levine gjort sit for at forklare beslutningen om at optræde. Det gjorde han blandt andet i et interview med Entertainment Tonight, hvor han sagde:

»Ingen har tænkt mere over denne beslutning end mig. Vi vil gerne komme videre nu og... udtrykke os gennem musikken,« lød det fra Levine, der også tilføjede, at bandet havde forventet kritikken.

Men den forklaring køber Colin Kaepernicks advokat ikke, der nu kritiserer den amerikanske popstjerne og hans beslutning om at optræde ved Super Bowl.

Colin Kaepernick (i midten) ses her knæe i oktober 2016 side om side med holdkammeraterne Eli Harold og Eric Reid.
Colin Kaepernick (i midten) ses her knæe i oktober 2016 side om side med holdkammeraterne Eli Harold og Eric Reid. Foto: JOHN G MABANGLO
Vis mere

»Hvis du har tænkt dig at krydse denne ideologiske eller intellektuelle grænse, så stå ved det, og Adam Levine står bestemt ikke ved det,« fortalte Geragos i et interview fredag med Good Morning America, skriver LA Times.

»Det er den nemme udvej, når man begynder at snakke om, at man 'ikke er politker - jeg spiller bare musik'. De fleste musikere, der har den mindste form for bevidsthed forstår, hvad det er, der foregår her,« fortsatte Geragos.

Colin Kaepernick, den tidligere San Francisco 49ers-spiller, blev i 2016 en af de mest omdiskuterede amerikanske fodboldspillere, da han begyndte at knæle under nationalsangen ved kampene som en protest mod racemæssig ulighed og politivold mod sorte i USA

Det skabte røre i USA, både i sportens verden og i det politiske USA. Hans protest spredte sig hurtigt til mange andre sportsstjerner i især NFL og blev et af de mest betændte emner i USA i nyere tid. Uden for banen vakte det også forargelse. Heriblandt hos præsident Donald Trump, der kritiserede den daværende NFL-spiller voldsomt.

Mark Geragos.
Mark Geragos. Foto: BART AH YOU
Vis mere

Selv har Adam Levine indikeret, at Maroon 5's kommende optræden ved Super Bowl vil ære demonstranterne, der protesterer mod racemæssig ulighed i USA.

»De vil blive hørt,« sagde Adam Levine i interviewet og tilføjede:

»Jeg vælger at tro, at folk godt er klar over, hvor jeg står som menneske efter to årtier, hvor jeg har lavet det her. Jeg er ikke et politisk talerør. Jeg taler, men det er gennem musik.«

Colin Kaepernick forlod 49ers kort efter de omdiskuterede protester og har endnu ikke fundet et nyt hold at spille for. Super Bowl 2019, der afholdes i Atlanta, har kampstart klokken 00:30 dansk tid natten til mandag.