Tilbage i 2015 opstod der sød musik mellem Danmarks tennisdronning og NFL-bøffen JJ Watt.

Flere gange blev Caroline Wozniacki set sammen med amerikaneren til basketball-kampe og andre sportsarrangementer. Det blev dog aldrig til mere end en flirt, og Wozniacki blev sidenhen kæreste med den tidligere NBA-allstar David Lee, som hun sidste år blev gift med.

Og nu har JJ Watt også fået ring på fingeren. Den 131 kilogram tunge defensive end fra Houston Texans blev lørdag aften gift med kæresten Kealia Ohai, der har spillet på det amerikanske fodboldlandshold.

30-årige Watt og 28-årige Ohai sagde ja til hinanden på Bahamas, hvor den lykkelige begivenhed også blev fejret med en stor fest for familie og venner.

Parret blev forlovet i maj 2019 efter at have datet i flere år. De mødtes gennem JJ Watts tidligere Texans-holdkammerat Brian Cushing, som er gift med Kealia Ohais storesøster, Megan Ohai.

De nygifte bor dog i hverdagen hver for sig. Kealia blev nemlig i januar 'tradet' fra fodboldklubben Houston Dash til Chicago Red Stars.

I forbindelse med skiftet var Watt hurtigt ude med en støtte til sin bedre halvdel.

»Så stolt af og begejstret for dig. Jeg holder skansen her (i Houston, red.), mens du dominerer i Chicago!!,« skrev Watt på Instagram.