Den amerikanske fodboldspiller Rondale Moore er død i en alder af kun 25 år.

Det skriver The New York Times

Minnesota Vikings-spilleren blev lørdag fundet livløs i sin garage i New Albany i delstaten Indiana. 

Ifølge lokale myndigheder blev betjente tilkaldt til en adresse lørdag aften, hvor Moore blev fundet livløs med et skudsår. Han blev efterfølgende kørt til hospitalet.

Dødsfaldet er fortsat under efterforskning, dog oplyser lokalt politi til flere amerikanske medier, at der er tale om et selvpåført skudsår.

En obduktion ventes gennemført søndag.


 Rondale Moore spillede blandt andet for Arizona Cardinals.
Rondale Moore spillede blandt andet for Arizona Cardinals. Foto: Christian Petersen/AFP/Ritzau Scanpix

Rondale Moore slog for alvor igennem da han blev valgt som wide receiver i anden runde af NFL i 2021 af Arizona Cardinals.

Efter tre sæsoner i Arizona blev han sendt videre til Atlanta Falcons, hvor en skade satte en stopper for karrieren midlertidigt. 

Senere skrev han kontrakt med Minnesota Vikings frem mod 2025-sæsonen, dog sendte en knæskade ham på skadeslisten, inden han nåede at spille en officiel kamp for klubben.

Minnesota Vikings har reageret offentlig på den unge spillers tragiske dødsfald i en skriftlig udtalelse.

»Vi er dybt berørte over nyheden om Rondale Moores bortgang. Mens vi arbejder på at forstå fakta, har vi talt med Rondales familie for at udtrykke vores medfølelse og Minnesota Vikings' fulde støtte. Vi har også været i kontakt med vores spillere, trænere og personale, og vi vil stille rådgivning og følelsesmæssig støtte til rådighed for alle, der har brug for det,« skriver klubben.