Han har kun lige fået sat Super Bowl-ringen på sin finger, men nu skal New England Patriots-receiveren Michael Floyd ind og ruske tremmer.

Man må nemlig ikke køre i bil, når man har drukket. Det var imidlertid det, som den nyudkårne Super Bowl-vinder gjorde, da han i december blev stoppet i sin firhjulstrækker... spritstiv.

Han kunne hverken fortælle politiet, hvad klokken var, eller hvor han befandt sig, så de anholdte ham. Nu har han fået sin dom, og den lyder altså på 120 dage i fængsel. Heldigvis for Michael Floyd skal han 'kun' afsone de 24 af dem i fængslet, mens de sidste 96 dage kan klares i hjemmet med fodlænke på. Det skriver NFL.com.

Wide receiveren kunne lade sig hylde som Super Bown-vinder, da New England Patriots slog Atlanta Falcons 34-28 efter et vanvittigt comeback i starten af februar. Michael Floyd havde dog ikke nogen stor aktie i triumfen, da han slet ikke var på banen i løbet af kampen.