Et kendt makkerpar finder sammen igen.

I den kommende NFL-sæson vil Tampa Bay Buccaneres spille med to af de helt store stjerner i sporten i Tom Brady og Rob Gronkowski.

Sidstnævnte har i et år været væk fra NFL, men gør nu comeback, og da han fortalte det til sin gamle partner i New England Patriots, brød Tom Brady sammen.

Det fortæller Gronkowski i et interview med James Cordens i The Late Late Show.

»Jeg ringede til ham og sagde: 'Uh, Tampa Bay, baby, hvordan er vejret der?' Han svarede: 'Åhr, det er kanon, det er fantastisk,« siger Gronkowski og fortsætter:

»Så jeg sagde til ham, at jeg har tænkt lidt på fodbold på det seneste og drillede ham lidt med det. Jeg kunne bare mærke med det samme, at han blev helt opstemt. Jeg begyndte at fortælle, at min mor også var dér, og det kun lå en time væk og den slags om, at det kunne være fedt at få en ny chance,« lyder det fra Gronowski, der hurtigt blev afbrudt af Tom Brady, som ikke kunne holde det ud mere allerede på det tidspunkt i samtalen.

»Han skreg bare i telefonen: 'Rob, jeg vil bare gerne have, at du kommer tilbage og spiller med mig!' Jeg sagde 'okay, okay', og så græd han. Når han savner mig så meget, så er jeg nødt til at komme tilbage,« forklarer Gronowski, der sammen med Brady har vundet tre Super Bowls.

Nu kan de gøre det igen.