Et fald i hjemmet blev fatalt for Frank Wycheck.

Den tidligere NFL-stjerne blev lørdag fundet død i sit hus i Chattanooga i Tennessee, oplyser hans familie via ligaens officielle kanaler. De formoder, at den tidligere mirakelmager slog hovedet i en faldulykke.

Wycheck blev blot 52 år gammel, men i sin tid på banen nåede han at skrive sig ind i historiebøgerne. 

Han blev flere valgt til Pro Bowl tre gange i sine 11 sæsoner, men blev udødeliggjort, da han stod for den absolut mest spektakulære detalje i 'The Music City Miracle'.

I slutspilskampen mod Buffalo Bills i 2000 var Tennessee Titans bagud med et point med sølle 16 sekunder tilbage og fik bolden dybt på egen banehalvdel efter et kickoff - og Wycheck fik bolden i hænderne.

Han lokkede hele det fremadstormende forsvar over mod højre side, før han dristigt og uventet kastede bolden på tværs af banen til Kevin Dyson, der styrtede op langs modsatte sidelinje og scorede det vindende touchdown.

Titans endte i Super Bowl, men tabte da selvsamme Dyson blev stoppet blot en yard fra endnu et vinder-touchdown.

Wycheck stoppede få år efter på grund af for mange hjernerystelser, og 2017 fortalte han, at han led af kronisk traumatisk encefalopati (CTE), som kom fra de mange slag på football-banen.

Nu har han efter sit eget og familiens ønske ladet forskere undersøge hjernen for skader efter hans død.

Han nåede at få to døtre og tre børnebørn.