Den australske rugby-stjerne Kotoni Staggs har den seneste tid fået masser af opmærksomhed i offentligheden af helt uønskede årsager.

En sex-video af ham og en 18-årig er nemlig blevet lækket og har cirkuleret på sociale medier. Det var den 18-årige, der mod Staggs vilje delte videoen med andre, og herefter tog det fart.

Det skriver News.com.au.

Nu har kvinden, der går under navnet McKenzie Lorraine Robinson, fået sin dom. Og hun slipper med en bøde på 600 australske dollar, svarende til cirka 2.700 kroner. Det skal ses i lyses af, at strafferammen for den slags er op til tre år under den australske lovgivning. Så hun kan ånde lettet op.

Den milde straf skyldes, at hun kun delte videoen med en nær veninde, som hun angiveligt stolede på. Det var så vedkommende, der delte den vidt omkring, og videoen eksploderede efterfølgende på de sociale medier.

Robinson, det mødte op i retten iført Gucci-solbriller og med en Gucci-håndtaske i hånden, erklærede sig skyldig i at have delt videoen en enkelt gang.

Robinson og Staggs arrangerede et stævnemøde tilbage i juni, efter de begyndte at skrive sammen på Instagram. Hun ønskede at optage samlejet og fik Staggs med på idéen, såfremt hun ikke delte det med andre.

Staggs og Robinson mødtes ikke igen efterfølgende, men Robinson forsøgte ad flere omgange at kontakte ham på Instagram uden held. Han fik blandt andre en lille bid af videoen i sin indbakke.

Videoen begyndte at florere på de sociale medier i starten af august og nåede sågar ud til andre sportsklubber. Staggs klagede efterfølgende til politiet og frygter nu, at videoen har skadet hans omdømme og hans fremtidige muligheder for at skaffe sig sponsorater. Han spiller til dagligt i Brisbane Broncos.

Dommer i sagen Tina Previtera har udtalt følgende:

»Hun vidste ikke på det tidspunkt, at han var en professionel fodboldspiller. Jeg håber, at det her bliver en lærestreg for hende og alle andre, der har været involveret i dette. Det er en destruktiv adfærd.«

Staggs er ikke blevet kendt skyldig i nogen forhold i sagen og har udtrykt sin skam.