Det chokerede alle omkring NFL og i særdeleshed Buffalo Bills-holdet, da spilleren Damar Hamlin kollapsede på banen kort efter nytår.

Nu viser det sig, at holdet også blev ramt af et frygteligt chok sidste sommer.

Det afslører tennisstjernen Jessica Pegula, hvis forældre ejer NFL-holdet.

I juni kom det frem, at hendes mor, 53-årige Kim Pegula, havde trukket sig fra rampelyset på grund af helbredsmæssige problemer.

Nu fortæller Jessica Pegula til The Players' Tribune, at der ligesom i Damar Hamlins tilfælde var tale om et hjertestop.

»Min mor sov, da min far vågnede ved, at hun fik hjertestop,« fortæller tennisstjernen.

Hun takker sin søster, Kelly, for at redde morens liv, fordi hun netop havde taget et førstehjælpskursus få måneder tidligere.

»Min mor arbejder hårdt i sin genoptræning, hun kommer sig, men hvor, hun ender, er fortsat uvist,« fortsætter Jessica Pegula, der har besluttet sig for at fortælle om sin mors situation efter Damar Hamlins hjertestop midt på banen.

Jessica Pegula spillede Wimbledon kort efter sin mors hjertestop.
Jessica Pegula spillede Wimbledon kort efter sin mors hjertestop. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Hun kan læse, skrive og forstå ret godt, men hun har svært ved at finde ord til at svare. Det er svært at håndtere, og det kræver meget tålmodighed at kommunikere med hende.«

»Men jeg takker gud hver dag, at vi overhovedet stadig kan kommunikere med hende,« fortæller Pegula, der er nummer fire på verdensranglisten.

Foruden NFL-holdet Buffalo Bills ejer familien Pegula også NHL-holdet Buffalo Sabres.