New York Jets-spilleren Darrelle Revis er blevet tiltalt for vold og røveri efter en mærkværdig episode. Det skiver flere medier heriblandt The Guardian.

Hændelsen fandt sted i sidste weekend, hvor Revis var indblandet i et slagsmål på åben gade. Revis' advokat, Blaine Jones, fortæller til AP, at Revis handlede ud fra selvforsvar, fordi han frygtede for sit liv.

»En af de andre fyre startede den fysiske kontakt. Darrelle var ved at gå væk derfra. Han var i frygt og var bekymret for sin sikkerhed,« siger Jones.

Ifølge rapporten fra politiet i Pittsburgh udviklede det sig, da en 22-årig mand så NFL-spilleren komme gående ned ad gaden. Manden spurgte Revis, om han var NFL-spiller, og da Revis bekræftede, begyndte manden at filme deres snak. Revis tog herefter fat i telefonen og forsøgte at slette videoen. En anden mand på 21 år forsøgte at hjælpe den 22-årige, men Revis smed telefonen på gaden, lyder det i rapporten.

Episoden udviklede sig til et skænderi, mens Revis fik hjælp fra en anden mand. Ifølge politiet påstår den 21-årige og den 22-årige, at de begge blev slået ned af Revis. Hvad der helt præcis skete, er endnu uvist, men ifølge vidner på stedet var de to bevidstløse i omkring ti minutter, inden de kom til bevidstheden igen og snakkede med politiet.

Revis er endnu ikke blevet pågrebet af politiet, men ifølge advokat Blaine Jones er han klar til at udlevere sig selv så snart, at politiet har en kendelse på hans anholdelse.

Jets-spilleren var i Pittsburgh for at besøge familie og var i det pågældende område for at se nærmere på en bygningsgrund, han har investeret i, lyder forklaringen fra Revis' bagland.

Revis har tidligere været betragtet som en af de bedste cornerbacks i NFL og har blandt andet spillet for New England Patriots. Revis arbejdsgiver New York Jets fortæller, at de er opmærksomme på episoden, men har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Han kom til Jets i 2015, hvor han skrev under på en fem-årig kontrakt, der potentielt kunne indbringe ham næsten 500 millioner danske kroner. Nu er spørgsmålet, om han får lov til at blive i klubben de sidste tre år af kontrakten som følge af sagen.