Hjalte Froholdt blev søndag den første dansker nogensinde, der startede inde i NFL.

I verdens bedste liga kunne 26-årige Froholdt glæde sig over at få muligheden fra start i en NFL-kamp. Til gengæld endte det ikke så godt for danskeren, der med sit hold Cleveland Browns tabte med 20-23 til divisionsrivalen Baltimore Ravens.

Hjalte Froholdt kalder oplevelsen for nervepirrende, men også for en fed chance at få.

»Det var superfedt. Det var selvfølgelig nervepirrende, og jeg var nervøs og det hele. Det var superfedt at starte og komme tilbage ind i rytmen med at komme ind i en kamp. Sådan har det ikke været i mange år,« siger Hjalte Froholdt til TV 2 Sport.

Foto: Danny Karnik
Vis mere

Froholdts første kamp fra start bød på op- og nedture for fynboen. Tidligt i opgøret var fynboen med til at bane vejen for, at holdkammeraten Nick Chubb scorede et touchdown.

Senere var han dog involveret i en mindre heldig situation, da han ikke kunne holde styr på en forsvarsspiller, der endte med at rive bolden ud af hænderne på Browns-quarterback Jacoby Brissett.

26-årige Froholdt er i gang med sin fjerde sæson i NFL, men det er første gang, at han starter inde. Pladsen i startopstillingen skyldes primært, at danskeren fik muligheden på grund af en skade hos en af de spillere, der stiller op på Browns' offensive linje.

Browns hentede Froholdt til holdet kort inde i 2021-sæsonen, og det er hans tredje hold i NFL. Tidligere har han været i New England Patriots og Houston Texans.

Næste gang, Hjalte Froholdt får mulighed for at vise sig frem, er, når Cleveland Browns hjemme tager imod Cincinnati Bengals natten til tirsdag dansk tid.