Når årets Super Bowl løber af stablen, vil der blive skrevet historie.
For det bliver med den 47-årige Sarah Thomas som en af de officials, der skal styre slagets gang ved den store sportsbegivenhed. Det oplyser NFL.
»Sarah Thomas har endnu engang skrevet historie som den første kvindelige Super Bowl-official,« siger Troy Vincent senior, der er vicepræsident for 'Football Operations' hos NFL.
»Hendes elite-præstationer og den dedikation hun udviser har gjort, at hun i år skal være official. Tillykke til Sarah med denne velfortjente ære,« lyder det desuden.
Sarah Thomas har siden 2015 været official i NFL, hvilket også er historisk. For her var hun nemlig også den første kvinde til at få den titel.
Årets Super Bowl bliver afviklet den 7. februar i Florida. De to hold der skal dyste om titlen er endnu ikke fundet, men feltet er snævret ned til fire kandidater.
For den ene deltager bliver vinderen af kampen mellem Kansas City Chiefs mod Buffalo Bills, og modstanderen bliver vinderen af kampen mellem Green Bay Packers og Tampa Bay Buccaneers.
Foruden Sarah Thomas skal Carls Cheffers, Fred Bryan, Rusty Baynes, James Coleman, Eugene Hall, Dino Paganelli og Mike Wimmer være officials.