NFL-superstjernen Tom Brady er glad igen.

Hans trøje fra Super Bowl var blevet væk. Men nu er både trøjen og den formodede tyv fundet.

Ikke alene 2017-trøjen var bleet væk for Tom Brady. Det samme var Super Bowl-trøjen fra 2015 og en hjelm tilhørende Von Miller fra Denver Broncos.

»Jeg er meget glad for, at mine to Super Bowl-trøjer er blevet fundet, og det vil jeg gerne takke politiet og alle andre, der har været involveret i opklaringsarbejdet, for,« siger Tom Brady ifølge NFLs officielle hjemmeside.

Der opstod forvirring efter Super Bowl, fordi quarterbacken fra New England Patriots ikke kunne finde sin trøje.

»Jeg havde kommet trøjen i min taske, men da jeg tog fat i tasken, var den der ikke mere. Det er jeg ked af, for det er en god souvenir at have. Hvis nogen ser den til salg på eBay (internet-auktion, red.), så lad mig lige vide det,« sagde Tom Brady dengang.

En mexicansk journalist er mistænkt for at have taget trøjerne og hjelmen..Ifølge anklagen tog journalisten trøjen ind under sin skjorte. Det hele vises i en video, som tmz.com har offentliggjort, og som du kan se herunder:

»De stjålne effekter er blevet fundet hos et medlem af pressekorpset,« sagde en talsmand for NFL.

Han ville ikke fortælle, hvem der er tale om, men mexicanske medier har efterfølgende skrevet, at den mistænkte er Mauricio Ortega fra La Prensa, som er en stor mexicansk avis. Mauricio Ortega er en førende sportsskribent på avisen og kendt som en mand, der samler på sport-souvenirs.

Eller mere præcist udtrykt: Han VAR en førende sportsskribent på La Prensa.

»Mauricio Ortega er blevet suspenderet af La Prensa, efter at det er kommet frem, at det var ham, der tog Tom Bradys trøje fra Super Bowl,« skrev Beatriz Pereyra fra det konkurrerende medie, Proceso, på sin Twitter-konto.

Selve Super Bowl blev vundet af  New England Patriots med 34-28 over Atlanta Falcons, efter at Tom Bradys hold ellers havde været bagud med med 25 point.

Der skal understreges, at endnu ikke er foretaget en anholdelse i sagen om de stjålne NFL-effekter.