Los Angeles Rams og New England Patriots har alle spillere til rådighed i Super Bowl.

Det er ikke skaderne, der bliver afgørende for, hvem der vinder den 53. udgave af Super Bowl. I hvert fald ikke ved første fløjt.

Både Los Angeles Rams og New England Patriots har alle 53 spillere i deres respektive trupper til rådighed til kampen, der spilles natten til mandag dansk tid.

Det bekræftede begge NFL-mandskaber efter at have besøgt Mercedes-Benz Stadium i Atlanta lørdag og taget holdbilleder.

Hos Los Angeles Rams har der været spørgsmålstegn ved kickeren Greg Zuerlein, som pådrog sig en mindre skade i NFC-finalen mod New Orleans Saints.

En finale, som Zuerlein afgjorde på imponerende vis, da han sparkede et 57-yard field goal mellem de gule stænger på trods af sin skade.

Også Blake Countess, der spiller positionen safety, har været en anelse tvivlsom op til kampen. Men ikke længere, understreger Rams-træner Sean McVay.

- De spiller begge i kampen. Medmindre der sker noget fra nu af, er de klar til at spille, siger han.

I løbet af ugen har Patriots-profilen Dont'a Hightower døjet med sygdom. Men efter at have trænet fredag er der ikke længere tvivl om hans deltagelse i kampen.

- Alle er klar til kamp, siger Bill Belichick, cheftræner for New England Patriots.

Nu er fokus udelukkende rettet mod at besejre holdet fra Californien.

- Vi skal spille mod et godt hold, og vi skal spille vores bedste kamp i denne sæson for at vinde kampen, siger Bill Belichick.

Rams-træner Sean McVay kan blive den yngste cheftræner, der vinder en Super Bowl i NFL-historien. Det er begyndt at gå op for ham, hvad han er en del af.

- Man indser, hvor stor en begivenhed det er med mediedækningen og alt det. Jeg har mest været på mit hotel.

- Jeg er ikke gået så meget ud, men forhåbentlig vinder vi i morgen, så vi kan komme ud og fejre det, siger McVay.

Kampen mellem Rams og Patriots begynder klokken 00.30 natten til mandag.

/ritzau/