Både Drew Brees og Ben Roethlisberger havnede på sidelinjen med skader søndag aften dansk tid.

I løbet af søndag aften udgik to af de mere markante og erfarne quarterbacks i NFL med skader.

40-årige Drew Brees pådrog sig en skade på tommeltotten på højre hånd, mens 37-årige Ben Roethlisberger udgik med en skade på sin højre albue.

Uden de to stjernespillere tabte begge hold.

New Orleans Saints endte - uden Drew Brees - med at tabe 9-27 på udebane til Los Angeles Rams.

Meget bedre gik det ikke for Pittsburgh Steelers, som uden Ben Roethlisberger tabte 26-28 hjemme til Seattle Seahawks.

Drew Brees, som blev ramt på tommelfingeren midt i et kast tidligt i kampen, frygter en pause fra sporten.

- Jeg er meget bekymret. Jeg håber på det bedste, og jeg forbereder mig på, hvad de næste skridt vil blive, siger Drew Brees ifølge AP.

Det var Teddy Bridgewater, som tog over efter Drew Brees, og den 26-årige quarterback kunne ikke hjælpe holdet med at producere de point, der skulle til mod et stærkt Los Angeles Rams-forsvar.

Samme historie gjorde sig gældende for Ben Roethlisbergers afløser, Mason Rudolph, der dog kastede holdkammeraterne frem til to touchdowns i fjerde og sidste quarter.

Det var dog ikke nok til at tage sejren i den tætte kamp mod Seattle Seahawks.

Drew Brees skal undersøges nærmere af en håndspecialist snarest muligt.

/ritzau/