Alex Smith blev i november 2018 ramt af en skade, der efterfølgende krævede 17 operationer.

Quarterbacken Alex Smith har kastet sin sidste aflevering i amerikansk fodbolds bedste række, NFL.

Den 36-årige spiller indstiller nemlig karrieren efter 16 år, annoncerer han i en video på Instagram.

- Selv om jeg har mange snaps tilbage i mig, så kan jeg ikke vente med at se, hvad der ellers er muligt efter 16 år, hvor jeg har givet alt, siger Smith i videoen.

Quarterbacken blev fritstillet fra Washington Football Team i sidste måned. Smith nåede at spille otte kampe for holdet i sidste sæson og afsluttede med et overraskende comeback efter at have været ude med en længerevarende skade.

Smith blev i november 2018 ramt af en grim skade, da han i en kamp mod Houston Texans brækkede både skinnebenet og lægbenet efter at være blevet tacklet.

Skaden var tæt på at koste Smith livet, da han blev ramt af en infektion. Han måtte efterfølgende opereres hele 17 gange og har altså i næsten to år kæmpet for at blive klar igen.

- For to år siden var jeg låst til en kørestol og stirrede på mit ødelagte ben og spekulerede på, om jeg nogensinde kunne gå en tur med min kone eller lege med mine børn igen, siger Smith videre i videoen.

- At sætte hjelmen på igen lå mig meget fjernt. Jeg blev ved med at spørge mig selv: "Skal jeg gøre alt dette for et dumt spil?", lyder det videre.

Alligevel vendte Smith tilbage til NFL for en kort stund, og han modtog i februar blandt andet prisen for det bedste comeback. Han blev ikke desto mindre fritstillet måneden efter.

Smith siger i videoen, at han nu ser frem til at bruge mere tid sammen med sin familie.

Alex Smith har spillet i verdens bedste liga for amerikansk fodbold siden 2005. Først for San Francisco 49'ers og efterfølgende for Kansas City Chiefs, inden han i 2018 skiftede til det, der dengang hed Washington Redskins.

/ritzau/AFP