Minnesota Vikings var magtesløse mod Philadelphia Eagles, der fløj sikkert videre til Super Bowl.

Philadelphia. Super Bowl bliver i år et møde mellem New England Patriots og Philadelphia Eagles.

Det står klart, efter at sidstnævnte kørte Minnesota Vikings fuldstændig over i NFC Conference-finalen, der tjener som semifinale i NFL. Philadelphia vandt 38-7 over Minnesota, der ellers scorede først.

Minnesotas quarterback Case Keenum fandt Kyle Rudolph i endzonen i første quarter, og med det efterfølgende ekstrapoint var Vikings foran 7-0.

Men det var en kort fornøjelse. Philadelphia var stærkest i alle spillets facetter, men især holdets forsvar dominerede.

Philadelphias Patrick Robinson greb et fejlslagent kast fra Case Keenum, som han tog med sig 50 yards og løb ind til et touchdown. Så var Philadelphia i gang, og holdets quarterback Nick Foles stemplede også ind.

Foles begyndte sæsonen som reserve efter Carson Wentz, der var favorit til at vinde titlen som NFL's mest værdifulde spiller, før han mod slutningen af den regulære sæson fik en slem skade.

Mange Philadelphia-fans frygtede, at den lovende sæson ville løbe ud i sandet, men Foles viste mod Minnesota, at han kan spille rigtig godt.

Foles kastede for 352 yards og tre touchdowns.

I Super Bowl venter New England Patriots og legenden Tom Brady. De to hold mødtes i NFL-finalen i 2005, hvor New England tog en sejr på 24-21.

Mens Tom Brady står i sin ottende Super Bowl, hvor han fem gange har trukket sig ud som sejrherre, har Philadelphia Eagles aldrig vundet en af de eftertragtede ringe.

Super Bowl spilles 4. februar.

/ritzau/