Hvis tilskuere får lov at se NFL-kampe i den kommende sæson, bliver det i begrænset omfang hos Patriots.

NFL-holdet New England Patriots vil kun fylde sit stadion med 20 procent af dets tilskuerkapacitet i den kommende sæson.

Det oplyser NFL-holdet tirsdag på sin hjemmeside.

NFL-holdets stadion, Gillette Stadium, har normalt plads til 65.878 tilskuere. Med de nye coronarestriktioner vil kun lidt over 13.000 få adgang.

Der er stadig ikke besluttet, om fans overhovedet får lov til at se kampe i den kommende sæson i NFL, der begynder natten til den 11. september dansk tid.

Begrænsningen er den seneste i en lang række af foranstaltninger, der bliver forsøgt indført for at komme smitten med coronavirus til livs.

Mandag skrev ESPN, at ligaen vil forsøge sig med hjelme, der har visirer, som også dækker for munden, så spillerne ikke kan smitte hinanden på banen.

Patriots' forslag om en reduktion i antallet af tilskuere mangler stadig at blive godkendt på delstatsniveau.

- Grupper vil blive bedt om at holde en fysisk afstand på mindst 1,8 meter til andre, og de første otte rækker vil ikke blive brugt, skriver holdet på hjemmesiden.

- Derudover skal alle bære ansigtsmasker inde på stadionet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har ligaen samtidig indført, at spillerne ikke må give hinanden hånden efter kampe eller bytte trøjer.

Derudover må spillerne heller ikke komme i kontakt med tilskuerne, som ellers er kutyme ved fejring af scoringer.

Andre NFL-hold har også indført tilskuerbegrænsninger.

Baltimore Ravens vil maksimalt tillade 14.000 fans på holdets stadion, der kan huse 71.000, og både Cleveland Browns og Green Bay Packers har udtalt, at de ikke forventer at lukke alle ind, skriver Reuters.

Philadelphia Eagles har meldt ud, at holdet ikke vil tillade tilskuere i sæsonen.

/ritzau/