De forsvarende Super Bowl-mestre satte søndag rekord for flest sæsoner i træk med minimum ti sejre.

New England Patriots tromler videre i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.

Søndag vandt den forsvarende Super Bowl-mester over Dallas Cowboys. Det var holdets 10. sejr i 11 forsøg i denne sæson.

13-9-triumfen over det texanske hold sikrede Patriots en plads i historiebøgerne. Det er således 17. sæson i træk, at Tom Brady og co. har vundet mindst 10 af de 16 grundspilskampe, hvilket er ny rekord.

Indtil søndag delte New England Patriots æren for flest sæsoner i træk med mindst ti sejre med San Francisco 49'ers, hvis stime løb fra 1983 til 1998.

Tom Brady var som altid ved roret, da New England i en uskøn og regnvåd affære søndag på hjemmebane slog Dallas.

Den legendariske quarterback har bortset fra en enkelt sæson, der blev ødelagt af en alvorlig knæskade, stået i spidsen for Patriots i alle 17 år, hvor det er blevet til mindst ti sejre.

New England vandt i starten af februar Super Bowl 53 over Los Angeles Rams, hvilket var holdets sjette mesterskab i dette årtusind.

Der resterer fem spillerunder i NFL's grundspil. 12 af de 32 hold går videre til slutspillet, der afvikles efter nytår og kulminerer med Super Bowl 54 2. februar.

/ritzau/