Houston Texans blev det blot andet hold i NFL til at vinde over New England Patriots i denne sæson.

Der skal noget ekstraordinært til for at slå New England Patriots i NFL.

Det ekstraordinære havde Houston Texans, som natten til mandag dansk tid blev det andet hold til at besejre Super Bowl-mesterholdet.

Houston Texans vandt kampen med cifrene 28-22.

Især Houston Texans-quarterbacken Deshaun Watson sprudlede ved at kaste tre touchdown og selv levere et touchdown ved at gribe bolden på et smart spil.

Det var første gang siden 1970, at en spiller kunne notere sig for den statistik i samme kamp.

- Det her var en stor sejr. Vi kan spille lige op med de bedste hold i NFL, siger Deshaun Watson ifølge AFP.

For Deshaun Watson var det specielt at slå New England Patriots og ikke mindst quarterbacken Tom Brady for første gang i karrieren.

- Han er den største nogensinde. Det er specielt for mig. Før han stopper karrieren, så skulle jeg i det mindste have en sejr over ham. Jeg var nødt til at vinde denne, siger Deshaun Watson.

Den seneste Houston Texans-sejr over New England Patriots kom i januar 2010.

Tidligere i sæsonen tabte New England Patriots en kamp til Baltimore Ravens, men derudover er det blevet til ti sejre i denne sæson for Brady og co.

Houston Texans er nu oppe på otte sejre og fire nederlag. Begge hold er dermed på kurs mod slutspillet.

/ritzau/