New England Patriots har for tredje år i træk spillet sig frem til finalen i NFL, der er topligaen for amerikansk fodbold.

Patriots sikrede sig en plads i Super Bowl med en udebanesejr på 37-31 over Kansas City Chiefs natten til mandag dansk tid.

Efter de ordinære fire quarters havde begge hold scoret 31 point, men et touchdown af Rex Burkhead i overtiden sikrede Patriots sejren.

»Overtid, på udebane, mod et fantastisk hold. Det krævede alt,« siger holdets legendariske quarterback Tom Brady om den hårdt tilkæmpede sejr.

Kansas City Chiefs var efter første halvdel af kampen bagud med 0-14. I fjerde quarter eksploderede opgøret, da de to hold sammenlagt scorede 38 point, hvoraf der stod Chiefs på de 24.

»Det var frem og tilbage, og vi havde mulighederne,« siger cheftræneren for Kansas City Chiefs, Andy Reid.

»Du sidder her og tænker tilbage på et ret godt år, men det kommer til at gøre ondt et stykke tid,« siger han om nederlaget.

Los Angeles Rams bliver modstanderen i Super Bowl den 3. februar. Rams kneb sig også videre i overtid mod New Orleans Saints.

Patriots og Tom Brady tabte sidste års finale til Philadelphia Eagles.

I 2017 førte Brady an i et historisk comeback, da Patriots vandt 34-28 mod Atlanta Falcons efter at have været bagud med 3-28 i tredje quarter.

Den 41-årige Tom Brady har fem gange vundet Super Bowl med Patriots, og kan overgå Payton Manning, der som 39-årig er den ældste quarterback til at vinde en finalekamp. Brady kan også blive den første til at vinde seks gange.

I Super Bowl venter Los Angeles Rams

Holdet besejrede på udebane New Orleans Saints med 26-23 i kampen om NFC-mesterskabet, der er den ene af to konferencer i den bedste liga for amerikansk fodbold.

Den ordinære kamp sluttede 23-23, og derfor skulle afgørelsen findes i overtid, hvor Rams sikrede sig sejren på et field goal. Greg Zuerlein stod for det finalegivende spark fra 57 yards.

- Det er utroligt. Jeg kan ikke sætte ord på, siger Rams quarterback, Jared Goff ifølge nyhedsbureauet AP.

Goff er med 24 år den yngste quarterback til at vinde NFC-mesterskabet, der altså svarer til en semifinale i NFL.

Holdet fra Los Angeles var ellers bagud det meste af kampen. Efter første quarter førte Saints således med 13-0.

Og med bare 15 sekunder tilbage af den ordinære spilletid førte Saints 23-20, men Greg Zuerlein fik udlignet på et field goal fra 48 yards.

For Saints er det endnu en skuffende sæsonafslutning.

I forrige sæson tabte holdet i slutspillet til Minnesota Vikings, som lavede et touchdown i kampens sidste sekunder.

/ritzau/