Han var den første dansker i NFL siden Morten Andersen, men lige nu spiller han ikke nogle steder.

Det skyldes blandt andet den amerikanske udlændingestyrelse.

»Der sker ikke så meget, døjer med arbejdstilladelser og Udlændingestyrelsen lige i øjeblikket.«

Ordene kommer fra Andreas Knappe, i et interview han har lavet med Gulklud.dk

NFL-tiden har været en svær størrelse for den offensive linjemand. Fra hans første kontrakt med Atlanta Falcons i 2017, til en fyring, til et nomadeliv fra klub til klub og så en lang række af skader fra fibersprængning til hjernerystelse.

Andreas Knappe kom til USA for første gang for syv år siden, og lige siden har han knoklet hårdt for at få den NFL-karriere, han håbede på. Og for blot en måned siden, var det uhyre tæt på at lykkes.

Her var der nemlig hul igennem til Arizona Cardinals, der ville have ham med i træningslejren. Et tilbud, den store 28-årige dansker fra Silkeborg takkede ja til, og han sendte sine papirer ind til den amerikanske udlændingestyrelse. Alting var som det plejede. Når en spiller skifter klub, skal arbejdsgiveren ændres, og det var også tilfældet for Andreas Knappe. En procedure, der plejer at være ukompliceret og gå nogenlunde som smurt. Sådan skulle det dog ikke være for Andreas Knappe, der måtte vente forgæves.

Han så nemlig aldrig de papirer igen, og efter et stykke tid kunne Arizona Cardinals ikke vente længere. Derfor lavede de en aftale med en anden spiller.

»Det var perfekt for mig ellers. Min tidligere positionstræner fra Broncos er hos Cardinals nu, så jeg havde rimelig gode chancer for en plads på holdet eller practice squad,« fortæller Knappe, der ikke giver grunden til papirarbejdet ikke gik som smurt, til Gulklud.dk

Men danskeren har ikke mistet modet, og han tror på, at han snart er at finde på et andet hold.

»Jeg er i kontakt med flere klubber. Jeg er skadesfri, så jeg håber på at være på et nyt hold inden alt for længe,« slutter Knappe.

NFL-sæsonen starter den 5. september.