Quarterbacken Aaron Rodgers kan grine hele vejen til banken.

Den 34-årige Green Bay Packers-stjerne har ifølge det amerikanske medie ESPN nemlig skrevet under på en spritny seksårig aftale, der kan sikre ham op til 180 millioner dollar svarende til næsten 1,2 milliarder kroner.

Det vil gøre ham til den bedst betalte NFL-spiller nogensinde, og han vil dermed overgå quarterbacken Matt Ryan, der tilbage i maj skrev under på en kontrakt med Atlanta Falcons. En aftale, der gav ham næsten én milliard danske kroner.

Aaron Rodgers er en af de mest succesfulde quarterbacks i nyere tid og har været fast starter for Green Bay Packers siden 2008, efter tre år, hvor han var reserve for legendariske Brett Favre.

Foto: Stacy Revere
Vis mere

Mens den nye aftale kan indbringe ham op til 1,2 milliarder kroner, der ifølge ESPN indebærer, at holdet når til playoffs, og at Rodgers kommer i top-3 over de bedste quarterbacks set på statistikker.

Uanset hvad er han dog garanteret 103 millioner dollar, der svarer til lidt under 660 millioner danske kroner.

Den nye aftale betyder samtidig, at Rodgers har kontrakt indtil 2023, hvor han vil fylde 40 år.

Spiller han stadig til den tid, vil han dermed gå i fodsporene på Tom Brady, der stadig tørner ud for New England Patriots i en alder af 41.

Michael Rodgers og Green Bay Packers vandt Super Bowl i 2011, hvor han også blev kåret til kampens MVP.
Michael Rodgers og Green Bay Packers vandt Super Bowl i 2011, hvor han også blev kåret til kampens MVP. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

I sommer udtalte Rodgers også sit ønske om at blive hos Packers, indtil han engang siger stop.

»Jeg ville elske at afslutte min karriere her. Alle spillere vil gerne være i stand til selv at kunne bestemme, hvornår og hvordan de stopper, men det sker som regel ikke. Jeg vil forsøge at spille så godt, jeg kan fremover, og forhåbentlig vil det være her resten af karrieren,« fortalte han.

Den amerikanske stjerne har kastet for 38.502 yard og 313 touchdown i løbet af sin karriere, siden han blev draftet i 2005.

Aaron Rodgers vandt Super Bowl med Green Bay Packers i 2011, og quarterbacken er blevet kåret til NFL's mest værdifulde spiller to gange.