En af NFL's bedste forsvarsspillere Luke Kuechly trækker sig efter flere sæsoner med hjerneskader.

NFL-stjernen Luke Kuechly stopper karrieren som blot 28-årig efter otte sæsoner i ligaen.

Det oplyser spilleren selv i en video på sit hold Carolina Panthers' hjemmeside natten til onsdag dansk tid.

- Jeg tror, at det er på tide at komme videre. Det gør mig ked af det, da det er min yndlingsting at lave, siger han ifølge hjemmesiden.

Luke Kuechly spillede linebacker og var regnet som en af ligaens bedste forsvarsspillere.

I Kuechlys otte sæsoner i NFL blev han udtaget til sæsonens hold, Pro Bowl, syv gange. Derudover blev han kåret som årets forsvarsspiller i 2013 og var med til at føre Panthers til Super Bowl i 2015, hvor holdet tabte til Denver Broncos.

Panthers-spilleren var dog plaget af flere hjernerystelser, som holdt ham ude i nogle kampe i 2015, 2016 og 2017, skriver det amerikanske sportsmedie ESPN.

Luke Kuechly var kendt som en tacklingsmaskine og nåede at lave 1092 tacklinger i sin karriere. Det er flest af alle, siden han trådte ind i ligaen i 2012.

Derudover er hans 18 interceptions også flest af alle linebackers siden 2012.

/ritzau/