Tom Brady og Drew Brees er de to ældste spillere i NFL. Natten til mandag tørner de sammen i slutspillet.

Det bliver med en snert af old boys-fodbold, når Tampa Bay Buccaneers og New Orleans Saints natten til mandag dansk tid møder hinanden i anden runde af NFL-slutspillet.

I front for mandskaberne står de to quarterbacks Tom Brady og Drew Brees, der med en alder på henholdsvis 43 og 42 år er de to ældste spillere i den hårdtslående liga for amerikansk fodbold.

Det bliver det tredje møde mellem de to veteraner i denne sæson, og de kommer igen til at sætte rekord for den ældste quarterback-duel i NFL's historie med en samlet alder på 85 år.

Men hvor der tidligere i sæsonen har været grundspilssejre på spil, så gælder det denne gang sæsonen. Taberen ryger ud og må gå på ferie, mens vinderen kommer et skridt tættere på endnu en Super Bowl-deltagelse.

For Drew Brees kan kampen vise sig at blive den sidste tur i NFL-manegen. Saints-quarterbacken har ganske vist endnu ikke selv offentligt meldt noget ud om et eventuelt karrierestop, men flere normalt velinformerede NFL-journalister mener at vide, at Brees er i gang med sin sidste sæson.

Saints-stjernen ligner efterhånden også en quarterback, der har sine bedste præstationer bag sig, og har både i denne sæson og i sæsonen før haft længere skadespauser.

Sidste år kom det da også frem, at Brees allerede har lagt planer for fremtiden og indgået en aftale med tv-stationen NBC om engang at fungere som ekspert i diverse programmer.

Mens Brees altså kan være på vej ud ad døren, viser Tom Brady ingen tegn på metaltræthed. NFL-superstjernen, som i forvejen har sprængt rammerne for, hvor lang tid en quarterback kan fortsætte på topniveau, har tidligere sagt, at han som minimum agter at spille, til han er 45 år.

I denne sæson har der modsat Brees heller ikke været tegn på gummiarm hos den seksdobbelte Super Bowl-vinder. Brady kastede i grundspillet bolden for 4633 yards og 40 touchdowns, henholdsvis tredje- og næstflest i ligaen.

Tampa Bay-quarterbacken, der i marts sidste år skiftede til Florida-holdet efter 20 succesrige år hos New England Patriots, forsøger i denne sæson at bevise, at han kan triumfere uden den legendariske Patriots-træner Bill Belichick på sidelinjen. Den mission er indtil videre lykkedes for Brady.

Vinderen af kampen mellem Tampa Bay Buccaneers og New Orleans Saints skal møde Green Bay Packers i kampen om en plads i Super Bowl 55.

Den store NFL-finale spilles i år i netop Tampa natten til mandag 8. februar dansk tid.

/ritzau/