NFL blev ramt af en tragedie i weekenden.

For 25-årige Tyrell Cohen, der er tvillingebror til runningback for Chicago Bears Tarik Cohen, blev fundet død søndag i Raleigh i North Carolina.

Men dødsfaldet har vakt opsigt, da flere medier, heriblandt  ABC News, mener, at han døde af et elektrisk stød under flugt fra det lokale færdselspoliti.

Sheriffen for Wake County har oplyst til medierne, at de fandt Tyrell Cohen på en transformerstation, hvor det lignede, at han havde forsøgt at klatre på noget af det elektriske udstyr.

Foto: Raj Mehta
Vis mere

Tyrell Cohen flygtede angiveligt, da North Carolinas færdselspoliti forsøgte at stoppe ham.

Myndighederne klassificerer ikke sagen som mistænkelig.

Tarik Cohen, som har tørnet ud for Chicago Bears i de seneste fire år, meldte allerede sin tvillingebror savnet om lørdagen, ifølge et nu slettet tweet.

Tarik Cohen skrev blandt andet følgende: 'Til Folk i Raleigh-området. Har I set min bror? Han blev sidst set klokken 02 ved Heroes Pub. Kan være til fods og kan være kommet til skade.'

NFL-spilleren har endnu ikke kommenteret offentligt på brorens dødsfald, men hans hold, Chicago Bears, har skrevet, at de er kede af den tragiske nyhed, og at de sender deres tanker til Cohen-familien.