I USA er en stor del af befolkningen helt vilde med skydevåben. Ni ud af ti amerikanere ejer et våben, og ifølge OECD er antallet af skuddrab næsten 20 gange højere end andre vestlige lande. Denne begejstring for dødsensfarligt isenkram findes naturligvis også i den testosteronpumpede sportsgren, der kæmper med baseball om at blive kaldt USAs nationalsport, amerikansk fodbold. Så hvad er mere naturligt end at købe nogle store 'guns', hvis du vil give dine holdkammerater en lækker julegave?

Det mente Philadelphia Eagles' quarterback Carson Wentz i hvert fald, da han ville belønne nogle udvalgte medspillere, nemlig de store fyre i holdets offensive line, som skal passe på ham. 23-årige Wentz, der spiller sin første sæson i NFL efter at være blevet valgt som nummer to i årets draft, har investeret i fornemme Beretta-haglgeværer til holdets offensive tackles - og endda fået deres numre indgraveret i skæftet.

»Det er et fantastisk gevær. Jeg er meget spændt på det,« siger Allen Barbre, som i lighed med Wentz går på jagt.

»Jeg ved ikke, om jeg vil bruge det til at skyde med - det er ret pænt,« siger Barbre ifølge ESPN.

Geværet er tilsyneladende en Beretta model Silver Pigeon, som står i omkring 14.000 kroner stykket.

»Jeg kan godt lide at skyde lerduer og den slags. Jeg har bare et gevær til selvforsvar med et kort riffelløb, så jeg var på udkig efter sådan en,« siger holdkammeraten Brandon Brooks.

Wentz har endnu ikke fået leveret julegaverne til holdkammeraterne, da de lige skal gøres helt klar. I stedet har han sms'er til modtagerne med billeder af deres nye personlige skydevåben.

»Jeg har aldrig haft et gevær i hænderne før. Men jeg er mere end taknemmelig for det. Det ser fedt ud. Carson har sagt, at han vil lære mig, hvordan jeg bruger og den slags,« siger Isaac Seumalo.