Coronavirussen hærger i USA, og det betyder, at flere NFL-spillere har meldt fra til den kommende sæson. En af dem er New York Giants-stjernen Nate Solder.

Men vinderen af to Super Bowls bruger ikke virussen som årsagen til afbuddet. Hans søn kæmper nemlig en kamp mod kræft, og familien kommer før fodbold.

Det skriver Nate Solder i et opslag på sin private Twitter-profil, hvor han tilføjer, at hele familien faktisk har lidt helbredsproblemer i øjeblikket.

NFL-stjernen stod til at tjene lidt over 82 millioner kroner i 2020, men han har sammen med familien vurderet, at det ikke er risikoen værd.

Sønnen Hudson Solder er blevet fem år, men har kæmpet med kræft, siden han var tre måneder gammel. Han har gennemgået flere operationer samt kemoterapi.

'Med frygt og rysten prøver vi på at holde vores prioriteter i orden, og for os er vores børns samt naboers helbred vigtigere og større end fodbold,' skriver Nate Solder blandt andet.

NFL-stjernen har selv kæmpet mod kræften. Det gjorde han i 2014, hvor han havde testikelkræft.

Nate Solders kone har lige født en lille dreng, og det spiller ligeledes en rolle i beslutningen om at sætte NFL-karrieren på pausen for en stund.

Den 32-årige Super Bowl-vinder skriver afsluttende, at han takker sine holdkammerater og fans for forståelsen og opbakningen.

NFL skal efter planen begynde igen i september, men da USA er hårdt ramt af coronavirussen, kan det nå at ændre sig.