Det er tilsyneladende vanskeligt at følge love og regler for flere NFL-spillere i øjeblikket.

For få dage siden blev de to cornerbacks DeAndre Baker og Quinton Dunbar sigtet for væbnet røveri, da de angiveligt har stjålet dyre ure bevæbnet med rifler, og nu er det så Redskins wide receiver Cody Latimer, der har lagt sig ud med ordensmagten.

New York Post skriver, at er han blevet anholdt og anklaget for forbrydelser i forbindelse med et overfald, der har involveret truende adfærd med et skydevåben. Han har ikke tilladelse til at bære våben og er derfor sigtet for ulovlig brug af det.

I politirapporten fremgår det desuden, at et vidne har set en person kravle ind i en lejlighed, og samme person har også hørt skud derfra.

Senere blev en person, der ikke er identificeret, fundet med mindre kvæstelser, men de var ikke kommet fra noget skydevåben.

Den anerkendte NFL-journalist, Adam Schefter, der har knap otte milloner følgere, har hentet dette citat fra Latimers advokat, Harvey Steinberg, og smidt det på Twitter:

»Der er en hel forhistorie til hele situationen, som udgør en af de mest provokerende situationer, du kan forestille dig. Vent venligst med at fælde en dom, indtil alle fakta fra aftenen er kommet frem,« siger Steinberg ifølge Schefter.

Latimer er blevet løsladt mod en kaution på 25.000 dollar, cirka 172.000 kroner.