Et visir for munden med lufthuller, der ikke tillader luftdråber at trænge igennem, kan være løsningen i NFL.

NFL-hold skal teste visirer, der dækker munden, i et forsøg på at undgå smitte med coronavirusset under kampe.

Ifølge det amerikanske sportsmedie ESPN får alle 32 hold i ligaen i næste uge tilsendt visirerne, som holdene opfordres til at bruge.

Visirerne er udviklet af sportsmærket Oakley i samarbejde med læger og ingeniører fra ligaen og spillerforeningen (NFLPA).

Ligaen og spillere er stadig i gang med at diskutere, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der skal indføres, når ligaen begynder natten til den 11. september dansk tid.

Normalt spiller spillerne i NFL med en hjelm, hvor der kun er visir for øjnene. I den nye hjelm dækker et stykke plastik med lufthuller for munden, så luftdråber ikke kan trænge igennem.

De to største bekymringer er ifølge NFLPA's sundhedsdirektør, Thom Mayer, udsyn og evnen til at trække vejret, siger han til ESPN.

/ritzau/