»Jeg havde den bedste træningslejr i min karriere, og sidste mandag var jeg ude for et uheld, hvor jeg kunne have været død.«

Sådan lyder det i et opslag på Twitter fra NFL-spilleren Antonio Hamilton, der spiller for Arizona Cardinals.

Her har han delt et billede af sine ben, og det er tydeligt, han ligger i en hospitalsseng efter et uheld i hjemmet.

Ifølge de to NFL-journalister Ian Rapoport og Mike Garafolo skete den voldsomme episode i køkkenet, da Hamilton var ved at lave mad.

Antonio Hamilton kommer til at sidde ude i mindst fire uger.
Antonio Hamilton kommer til at sidde ude i mindst fire uger. Foto: Jeff Dean
Vis mere

Her gik det helt galt, da han pludselig spildte en stor mængde varm olie ud over sig selv. Noget, der kunne være endt endnu værre, end det gjorde, fortæller NFL-spilleren, der heldigvis 'kun' ramte sine ben.

»I stedet slap jeg billigt med voldsomme forbrændinger på fødderne (anden grad). Det var vitterligt et skørt uheld, og på grund af Gud slap jeg med kun disse skader,« skriver Hamilton.

Arizona Cardinals tilføjede torsdag den uheldige spillere til reserve/ikke-fodbold-skadeslisten, hvilket betyder, han er ude i mindst fire uger, mens han kommer sig, og sårene heler.

Der er ikke kommet nogle meldinger om, præcis hvor længe han forventes ude, men skaden kommer i den grad på et ærgerligt tidspunkt for Hamilton, der ellers havde spillet sig til en startplads.