New Orleans Saints' runningback Mark Ingram har fået karantæne i den kommende NFL-sæsons første fire kampe

New York. New Orleans Saints må undvære sin runningbackprofil Mark Ingram i de første fire kampe, når den nye NFL-sæson skydes i gang til efteråret.

28-årige Ingram har overtrådt NFL's regler for præstationsfremmende midler, og ligaen har derfor altså tildelt en karantæne på fire kampe.

Ingram må stadig deltage i Saints' forberedelser til den nye sæson i verdens bedste liga for amerikansk fodbold.

Mark Ingram løb for 1124 yards sidste sæson og blev noteret for 12 touchdowns. Han blev også valgt til allstar-kampen Pro Bowl.

Sammen med førsteårsspilleren Alvin Kamara, der også er runningback, udgjorde Ingram i sidste sæson en farlig offensiv duo. Men med karantænen ventes en større del af arbejdsbyrden nu at lande hos Kamara.

Ingram går glip af kampene mod Tampa Bay Buccaneers, Cleveland Browns, Atlanta Falcons og New York Giants.

Ingram har spillet i Saints hele sin NFL-karriere.

Han blev i 2011 taget i første runde af NFL-draften, hvor de bedste spillere fra college bliver valgt af ligaens 32 hold.

Ingram havde en glorværdig college-karriere og blev blandt andet tildelt det prestigefyldte Heisman-trofæ. Trofæet uddeles hvert år til den meste fremtrædende collegespiller i USA.

NFL-sæsonen skydes i gang med opgøret mellem Atlanta Falcons og Philadelphia Eagles natten til fredag den 7. september dansk tid.

/ritzau/AFP