NFL har mistet én af sine store 'Hall of Fame'-helte.

Den tidligere Seattle Seahawks-defensive end Cortez Kennedy blev tirsdag fundet død i Orlando. Det bekræfter en talskvinde fra politiet i Orlando over for NFL.com. Kennedy blev blot 48 år.

Cortez Kennedy blev i 2012 optaget i NFL's prestigefulde Hall of Fame. Inden da var han otte gange blevet udtaget til den årlige Pro Bowl og fem gange havde han figureret i All Pro-udvælgelsen.

Den enorme Seahawks-profil blev igennem karrieren noteret for 58 'sacks', og han var berygtet for - trods sine 150 kilo - sine hurtige fødder og evne til at sno sig igennem tætbefolkede områder på en fodboldbane.

»Hele Hall of Fame-familien er i chok og er i dyb sorg efter at have hørt nyheden om Cortez Kennedys død. På vegne af bestyrelsen i Hall of Fame, Cortez' kolleger i Hall of Fame og vores stab vil vi gerne udtrykke vores dybfølte kondolencer til hans familie, venner og fans,« siger Hall of Fame-præsident David Baker i en officiel udtalelse.

Det vides ikke, hvad Cortez Kennedys død skyldtes. Han døde alene, men der er ikke noget mistænkeligt ved dødsfaldet, fortæller politiet i Orlando til ESPN.