NFL-klubben San Francisco 49ers er rendt ind i lidt af et stormvejr på Twitter.

For da klubben tirsdag deltog i den verdensomspændende 'Black Lives Matter'-protest under hashtagget #BlackoutTuesday, en protest mod systematisk diskrimination af sorte, var flere brugere på Twitter fremme med kritik af klubben.

Blandt andet er der kritik fra skuespillerinden Kim Webster.

'WOW! Og årets mest hykleriske tweet tilfalder de her,' skriver Kim Webster til opslaget fra 49ers, hvor hun har tilføjet en række emojis der forestiller klovneansigter.

Også den tidligere 49ers-spiller Eric Reid har set sig sur på klubbens tweet, hvor han kommenterer opslaget med en forklaring på begrebet hykleri.

'Hykleri: det at hævde, at man har moralske standarder eller overbevisninger, som ens egen opførsel ikke er i overensstemmelse med, forstillelse,' skriver Eric Reid.

Kritikken hænger sammen med, at 49ers i 2016 havde den amerikanske quarterback Colin Kaepernick i truppen.

Kaepernick valgte dengang at protestere mod det, han opfattede som systematisk diskrimination af den sorte befolkning i USA ved at knæle under nationalsangen, der afspilles inden kampene i NFL.

Sådan så det ud i 2016, da Colin Kaepernick (i midten) valgte at knæle under nationalsangen inden et opgør mod Dallas Cowboys. Med i protesten var også Eli Harold (tv.) og Eric Reid (th.).
Sådan så det ud i 2016, da Colin Kaepernick (i midten) valgte at knæle under nationalsangen inden et opgør mod Dallas Cowboys. Med i protesten var også Eli Harold (tv.) og Eric Reid (th.). Foto: JOHN G MABANGLO
Vis mere

Protesten medførte stor kritik af Colin Kaepernick fra flere sider, blandt andet fra den amerikanske præsident Donald Trump.

Samtidig fik 49ers kritik for ikke at støtte Kaepernick, og selvom quarterbacken havde kontrakt med klubben indtil 2020, ønskede de dog alligevel at ophæve kontrakten med Kaepernick kort efter knæleriet, hvilket lykkedes i starten af 2017, hvor parterne blev enige om at ophæve kontrakten.

Efterfølgende var Kaepernick dog ikke i stand til at finde en ny klub, hvilket fik ham til at sagsøge NFL i oktober 2017, da han mente, at ejerne af de mange hold i NFL var gået sammen om ikke at ansætte ham.

I februar 2019 indgik NFL og Colin Kaepernick dog et forlig. Som en del af forliget måtte ingen af parterne fortælle om forligets præcise detaljer, men rygter lød på, at Kaepernick som følge af aftalen kunne indkassere mellem 400 og 530 millioner kroner.