NFL-ejerne besluttede tirsdag, at dommerne nu kan se "pass interference"-kald igennem på video.

Det bliver nu muligt for dommerne i NFL at gennemse kald for "offensive og defensive pass interference" samt "pass interference", der i første omgang ikke bliver kaldt af dommerne.

Det har NFL-ejerne stemt for tirsdag, skriver nfl.com.

Trænerne vil fremover kunne bruge en challenge på et "pass interference"-kald i de første 28 minutter af hver halvleg.

I de sidste to minutter af hver halvleg vil alle "pass interference"-kald blive set igennem af en videodommer.

Trænerne vil stadig kun have to challenges per kamp.

Reglen træner i kraft i 2019-sæsonen.

Beslutningen sker, efter at New Orleans Saints følte sig berøvet fra en Super Bowl, da dommerne ikke dømte "pass interference" i slutminutterne af semifinalen mod Los Angeles Rams.

De efterfølgende videobilleder viste, at dommerne klart overså den fejl af forsvarsspilleren.

Havde dommeren dømt "pass interference", ville New Orleans Saints med stor sandsynlighed have vundet kampen og endt i Super Bowl. I stedet vandt Los Angeles Rams kampen.

"Pass interference" sker, når angrebet kaster bolden, og en spiller, der er i stand til at gribe bolden, forstyrres i sit forsøg på at gribe den.

Både angrebet og forsvaret kan begå "pass interference" mod sin modstander.

Begår angrebet fejlen, resulterer det i ti yards straf til det angribende hold.

Begår forsvaret fejlen, resulterer det i det, som kaldes en "spot foul", og angrebet får lov at starte næste spil, der hvor fejlen begås.

/ritzau/