Carson Wentz skifter fra Philadelphia Eagles til Indianapolis Colts efter en handel mellem de to NFL-hold.

Først lignede han en åbenbaring og en kommende superstjerne, men så gik det galt.

Carson Wentz' karriere har været en rutsjebanetur, og den fortsætter nu hos et andet NFL-hold.

Quarterbacken er således blevet handlet fra Philadelphia Eagles til Indianapolis Colts.

Som betaling får Eagles et af Colts' valg i dette års NFL-draft, hvor holdene i ligaen for amerikansk fodbold udvælger de største talenter fra landets universitetshold, samt et i næste års draft.

Det erfarer adskillige amerikanske sportsmedier og journalister, der følger ligaen og holdene tæt. Colts og Eagles har ikke bekræftet den store handel, men det må de heller ikke, før 2021-sæsonen formelt begynder 17. marts.

Der lader dog til at være noget om snakken. Kort efter at nyheden kom ud torsdag aften, lavede Colts et opslag på Twitter, der blot bestod af et billede af en smilende Frank Reich, holdets cheftræner, som har en fortid med Carson Wentz.

Den store handel sker efter en sæson, hvor Carson Wentz var blandt ligaens dårligste quarterbacks.

Det satte gang i spekulationer om, hvorvidt Philadelphia-holdet kunne finde på at skille sig af med quarterbacken, som Eagles i 2019 gav en ny kontrakt til en samlet værdi af lidt under 800 millioner kroner.

Siden er hans niveau kun faldet. Holdets nu tidligere cheftræner Doug Pederson blev fyret i starten af januar som følge af de skuffende præstationer.

I Indianapolis kommer Carson Wentz til at udfylde et stort hul på holdkortet. I januar stoppede Colts' quarterback, Philip Rivers, karrieren, og holdet var derfor på jagt efter en erstatning.

I Indianapolis satser de på, at Carson Wentz kan vende tilbage til de lovende takter, der gjorde ham til en af NFL's største stjerner for et par år siden.

Det er der måske også grund til at tro kan lade sig gøre. Colts' cheftræner var således assistenttræner i Philadelphia med ansvar for angrebet, som quarterbacken styrer, da Wentz var på sit bedste i 2017-sæsonen.

Det år endte Eagles som Super Bowl-mester - dog uden Wentz på banen. Han blev skadet i slutningen af sæsonen.

Carson Wentz har spillet i NFL siden 2016, hvor han blev valgt som den kun anden spiller i draften af Philadelphia.

/ritzau/