40-årige Tom Brady er endnu en gang manden, der skal føre New England Patriots til sejr i Super Bowl.

Minneapolis. Natten til mandag dansk tid kan Tom Brady endnu en gang skrive historie, når han fører sit New England Patriots-hold ind til Super Bowl.

Den efterhånden 40-årige quarterback bliver den første spiller, der vinder Super Bowl for sjette gang, hvis Patriots vinder over Philadelphia Eagles i Minneapolis.

Det er efterhånden 16 år siden, at han som 24-årig vandt Super Bowl for første gang, da Patriots sejrede knebent over St. Louis Rams.

Nu står Tom Brady i sin ottende Super Bowl, og han virker trods sin alder på ingen måde som en spiller, der er tæt på at indstille karrieren.

- Hvorfor har alle så travlt med, at jeg skal trække mig tilbage. Jeg har det sjovt, siger han ifølge AFP.

Rune Jansen, der er NFL-ekspertkommentator på Viasat, mener, at Tom Brady allerede har etableret sig som den bedste nogensinde i NFL.

- Han elsker at konkurrere i denne sport og er bevidst om, at han kan gøre det på et meget højt niveau. Han virker på ingen måde mæt, siger han.

Tom Brady har ofte været manden, der er trådt i karakter, når Super Bowl skal afgøres.

Sidste år orkestrerede quarterbacken et formidabelt comeback i Super Bowl mod Atlanta Falcons.

Patriots var bagud 3-28, men endte med at vinde 34-28 efter forlængelse.

Dermed hentede Tom Brady sin femte sejr i syv Super Bowl-deltagelser.

Rune Jansen forventer også, at quarterbacken kommer til at få en afgørende rolle i nattens kamp mod Philadelphia Eagles.

- Offensivt bliver det Brady, der skal vinde denne kamp for dem. Det bliver skræddersyet omkring ham.

- Patriots vil få meget svært ved at løbe bolden mod Eagles, så vi vil se dem kaste bolden meget, siger han.

I den forbindelse har New England Patriots fået et boost, eftersom den stærke tightend Rob Gronkowski har meldt sig klar efter en skade.

Han er et af de foretrukne mål for Tom Bradys præcise kast.

- Eagles-forsvaret kan godt fokusere på at tage Gronkowski ud af kampen. Men så bliver der åbninger andre steder, og det er Tom Brady dygtig nok til at udnytte.

- Det interessante for mig er, om Patriots kan stikke af pointmæssigt. Det kommer an på, hvor meget Eagles-defensiven kan forstyrre Brady. Eagles' pres mod Patriots' offensive linje, det er virkelig kampen i kampen.

- Om Eagles kan komme ind og forstyrre Brady kontinuerligt og gøre det svært for ham at være denne kirurg med en skalpel, der skærer forsvar fra hinanden, siger Rune Jansen.

Super Bowl begynder klokken 00.30 natten til mandag dansk tid.

/ritzau/