Roger Goodell ser gerne, at et hold i NFL skriver kontrakt med Colin Kaepernick, som startede racismeprotest.

NFL-quarterbacken Colin Kaepernick forlod San Francisco 49'ers efter 2016-sæsonen, hvor han havde skabt røre ved at sidde på knæ under nationalmelodien før alle kampene.

Det skete i protest med racisme og politivold mod sorte i USA.

Trods status af velanset quarterback og med en Super Bowl-deltagelse på cv'et har intet hold i ligaen siden hen skrevet kontrakt med den nu 32-årige spiller.

Men trods tidligere uoverensstemmelser med Kaepernick opfordrer NFL-chef Roger Goodell nu klubberne til at hente Kaepernick.

- Hvis han ønsker at fortsætte sin NFL-karriere, kræver det selvfølgelig, at et hold vil hente ham. Men han skal være velkommen, og jeg vil bakke op om den klub, som henter ham. Jeg vil faktisk opfordre klubber til at gøre det, siger Goodell ifølge AFP.

Præsident Donald Trump kritiserede Kaepernick og de spillere, som fulgte efter, i klare vendinger i 2016, og ledelsen i NFL forsøgte at bremse protesterne, som delte vandene og truede seertallene.

Da Kaepernick ikke fik en kontrakt i 2017, aftog protesterne, men quarterbacken mente, at NFL's modvilje mod hans protester kostede ham jobmuligheder i ligaen efterfølgende.

Det førte til et sagsanlæg. Kaepernick mente, at ingen hold ville skrive kontrakt med ham, fordi NFL-ledelsen havde gjort ham til en paria i ligaen.

Det endte med et forlig, og NFL har siden erkendt, at man burde have bakket op om Kaepernick og de andre i kampen mod racisme.

For nylig meldte ligaen ud, at man over de næste ti år vil donere 1,6 milliarder kroner til kampen mod racisme, og Kaepernicks tilbagevenden til NFL - uanset rolle - vil være godt nyt for NFL, mener Roger Goodell.

- Hvis ikke han ønsker at spille mere, men gerne vil arbejde inden for dette felt (antiracisme, red.), vil vi byde ham velkommen ved bordet, hvor han kan hjælpe og guide os og hjælpe os med at træffe bedre beslutninger, lyder det fra NFL-chefen.

/ritzau/