Efter langvarige diskussioner om knælende protester siger NFL-kommissær, at ligaen vil forbedre sig.

NFL's øverste chef mener, at verdens bedste liga for amerikansk fodbold har fejlet i forhold til at lytte til spillerne.

I en video tager ligakommissær Roger Goodell afstand fra racisme i USA. Imens fortsætter protester landet over mod politivold mod sorte.

- Vi, National Football League, indrømmer, at vi tog fejl ved ikke at lytte til NFL-spillernes protester tidligere eller opfordre alle til at sige deres mening og protestere fredeligt, siger Goodell.

- Vi, National Football League, tror på, at sortes liv betyder noget ("Black Lives Matter", red.).

NFL har været i en fortløbende diskussion med spillerne om knælende protester mod politivold mod sorte.

Protestformen fik for alvor opmærksomhed, da den tidligere San Francisco 49'ers-spiller Colin Kaepernick i 2016 begyndte at sidde og siden knæle under afspilningen af "The Star-Spangled Banner" i stedet for at stå op.

Siden har også andre NFL-spillere protesteret på samme måde.

Kaepernick har ikke kunnet finde en klub efter sagen.

Han sagsøgte NFL for at konspirere mod ham og sørge for, at ingen klubber ville ansætte ham. Søgsmålet endte i et forlig i februar 2019.

- Protesterne landet over er symbolske i forhold til århundreder med stilhed, ulighed og undertrykkelse af sorte spillere, trænere, tilskuere og ansatte, siger Goodell.

- Jeg vil tage kontakt til spillere, der har råbt op og andre, i forhold til hvordan vi kan forbedre os.

NFL sendte videoen ud, blot timer efter at USA's præsident, Donald Trump, på ny opfordrede til at stoppe de knælende protester.

- Vi burde stå høje og ranke, ideelt med en honnør, eller en hånd på hjertet, skriver Trump på Twitter.

- Der er andre ting, man kan protestere over, men ikke vores fantastiske amerikanske flag - INGEN KNÆLEN!

Det skrev Trump som en kommentar til NFL-spilleren Drew Brees, der undskyldte for sin kritik af knælende protester - efter selv at være blevet udsat for massiv kritik.

/ritzau/Reuters