Balladen om at sætte sig på knæ ved nationalsangen i NFL har resulteret i et kompromis blandt ligaklubberne.

Los Angeles. NFL-spillere skal i den kommende sæson stå op, når den amerikanske nationalsang spilles i forbindelse med kampe i ligaen.

Alternativet er, at spillerne bliver i omklædningsrummet, mens nationalsangen afspilles, inden kampene begynder.

Den aftale er blevet indgået mellem NFL-klubberne efter et møde i Atlanta.

Den nye regel er blevet indført som et kompromis, efter at NFL i den forgangne sæson har haft store udfordringer under afspilning af nationalsangen. Mange spillere har valgt at protestere ved at sætte sig på knæ.

Det skete første gang i september 2016, da NFL-stjernen Colin Kaepernick blev siddende under nationalsangen. Det skete som en protest mod racediskrimination.

Herefter spredte tendensen sig som en demonstration mod utilfredshed med racemæssig ulighed og politivold over for sorte i USA.

I september i fjor blev spillere, der satte sig på knæ under nationalsangen, af præsident Donald Trump beskrevet som "horeunger".

Trump mente, at alle disse spillere burde fyres, da de ikke viste respekt for det amerikanske flag og for nationalsangen.

Den tidligere regel krævede, at spillerne opholdt sig på banen under nationalsangen, mens spillerne altså nu får et valg og kan vælge at blive i omklædningsrummet.

Hvis spillerne derimod går ind på banen inden nationalsangen brager løs og vælger ikke at blive stående oprejst, så kan det give problemer.

- Hvis nogen på banen udviser mangel på respekt for flaget og nationalsangen, så vil ligaen give den pågældende klub en bøde.

- Holdene vil dog kunne lave deres egne regler og træffe deres egne beslutninger, siger NFL-kommissær Roger Goodell.

I forbindelse med ligaklubbernes møde tog Goodell afstand fra, at NFL-spillere skulle være upatriotiske.

- Det var uheldigt, at protesterne på banen skabte en forkert opfattelse hos mange om, at NFL-spillere er upatriotiske. Sådan er det ikke, og sådan har det aldrig været, siger Goodell.

Ifølge klubpræsidenten i Pittsburgh Steelers, Art Rooney II, har det ikke været nemt at finde et kompromis.

- Vi har lyttet til mange forskellige opfattelser også hos vores fans i det seneste år, og denne her politik er et forsøg på at respektere alles holdninger så godt, som vi kan.

- Vi tvinger ikke nogen til at stå op, hvis de ikke ønsker det. Men de spillere, der er på banen, vil blive bedt om at stå op, siger Rooney.