Patriots og Steelers leverede en af sæsonens vildeste afslutninger i en NFL-kamp, der endte med Patriots-sejr.

Pittsburgh. New England Patriots og Pittsburgh Steelers indfriede alle forventninger, da holdene søndag mødtes i et længe ventet opgør mellem to af de bedste hold i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.

Der var således spænding til det allersidste, da Patriots sikrede sig en tæt 27-24-sejr på udebane mod Steelers.

Sejren betyder, at begge hold nu har 11 sejre og tre nederlag, og det betyder også, at begge nu har sikret sig sejren i deres divisioner.

Dermed er både Patriots og Steelers klar til slutspillet i NFL.

For at sikre søndagens sejr måtte Patriots' stjernequarterback, Tom Brady, finde endnu et af sine velkendte comebacks frem.

Bagud 19-24 med to minutter tilbage spadserede Patriots ned ad banen, og blandt andet takket være en række grebne bolde fra Patriots-profilen Rob Gronkowski lykkedes det for Patriots at score touchdown.

Patriots formåede samtidig at komme foran 27-24, da holdet konverterede det efterfølgende ekstra point-forsøg til to point.

Med godt et minut tilbage var det dermed op til Steelers' quarterback Ben Roethlisberger at levere et comeback. Og det så faktisk ud til, at det ville lykkes for hjemmeholdet at komme tilbage i kampen.

Et kort kast til førsteårsspilleren JuJu Smith-Schuster endte i et stort spil, der sendte Steelers langt ned på Patriots' banehalvdel.

Umiddelbart efter så det ud til, at Jesse James greb det afgørende touchdown, men spillet blev kaldt tilbage af dommerne.

Med kort tid tilbage på uret forsøgte Ben Roethlisberger at kaste et touchdown, men det endte i stedet med en Patriots-interception.

Dermed kunne Patriots fejre den tætte sejr på udebane.

Udover nederlaget må Steelers også ærgre sig over, at holdets bedste receiver, Antonio Brown, måtte udgå fra kampen med en skade.

ESPN-journalisten Adam Schefter skriver dog på Twitter, at Antonio Brown foventes at være klar til slutspillet. Der er angiveligt tale om en delvist overrevet muskel i læggen, skriver Adam Schefter.

/ritzau/