Den tidligere NFL-spiller Aaron Hernandez tog sit eget liv i sin lille fængselscelle efter, at han blev frikendt i en sag om et dobbeltdrab. Han sad i forvejen i fængsel på livstid for et andet drab.

Nu kan Hernandez' selvmord vise sig at blive dyrt for ofrets familie. Ifølge The Boston Globe findes der nemlig en ældgammel lov i staten Massachusetts, hvor Aaron Hernandez i 2013 skød og dræbte sin ven Odin Lloyd, der kan gøre Hernandez uskyldig.

For efter Hernandez blev dømt fængsel på livstid, appellerede fodboldspilleren sagen.

Et doktrin i statens lov kaldet 'abatement ab initio' siger, at hvis en person dør, mens en retssag står på, ruller sagen helt tilbage fra før, retssagen gik i gang, og personen bliver kendt uskyldig. Hvilket lige nu står til at blive tilfældet i Hernandez' sag.

Det fortæller Massachusetts' statsadvokat Martin W. Healy til Boston Globe.

»Uheldigvis kommer der nu ikke til at være en afslutning for Odin Lloyds familie. Aaron Hernandez' død har gjort ham til en uskyldig mand,« siger han til mediet.

Loven er kun få gange blevet brugt, men Boston Globe og andre medier skriver, at flere tidligere er blevet frifundet på baggrund af den.

Denne retslige twist kan komme til at gå hårdt ud over Odin Lloyds familie. Ikke nok med, at Aaron Hernandez går i graven som en uskyldig mand i lovens øjne, så står familien til at miste de penge, som Hernandez i forbindelse med drabet skyldte familien i erstatning for tabet af deres kære.

Derudover kan alle Aaron Hernandez' værdier - herunder sportsstjernens 10 millioner kroner dyre palæ i Boston - ende med at gå til hans fire-årige datter Avielle og kæreste Shayanna Jenkins, som Hernandez var forlovet med inden selvmordet.

Udover Odin Lloyds familie står organisationen bag den amerikanske fodboldliga, NFL, og Aaron Hernandez' tidligere hold, New England Patriots, også til at tabe økonomisk på selvmordet, hvis Hernandez ender med at blive kendt uskyldig.

Det skriver USAtoday.

I en podcast på CSN fortæller advokat Michael Coyne, at både klubben og NFL kan ende med at skylde Aaron Hernandez' familie penge. Efter sportsstjernen blev dømt for mordet, fratog klubben og NFL nemlig Hernandez' løn og bonus-ordninger - omkring 38 millioner kroner - som kompensation for tabet af spilleren.

»Spørgsmålet er så: Hvis han ikke længere er skyldig, har han så brudt vilkårene i sin kontrakt? Og du ved, hvis der er penge i denne størrelsesorden involveret, vil advokaterne kaste sig over det,« lyder det fra Coyne.

Men der kan være en anden udgang af hele sagen.

For advokat Martin W. Healy slutter af med at sige til Boston Globe, at staten Massachusetts kan forsøge at affeje den gamle lov og gøre den ugyldig. Indtil videre er alt i spil i den tragiske og opsigtsvækkende sag.