Det gør ondt! Det gør ondt! Det gør ondt!
Shaquem Griffin var fire år gammel, da han forsøgte at skære sin misdannede hånd og sine fingre af med en slagterkniv i køkkenet.
Heldigvis hørte hans mor skrigene og kom sin søn, som ikke længere kunne holde smerten ud, i forkøbet. Næste dag fik han foretaget en amputation af sin venstre hånd på hospitalet.
Shaquem Griffin er født med amnionbånd-syndromet, der er kendetegnet ved misdannelser af for eksempel fingre, hænder, arme, ben og fødder.

Men selvom han har mistet sin ene hånd, så har det ikke forhindret ham i at opfylde sin store drøm om at komme ind i verdens bedste football-liga NFL.
18 år efter amputationen er Shaquem Griffin blevet udvalgt som linebacker af NFL-klubben Seattle Seahawks, som vandt Super Bowl i 2014.
Det skete lørdag til den årlige udvælgelse, den såkaldte draft, hvor NFL-klubberne kan sikre sig nye og talentfulde spillere til deres hold.
»Det var det opkald, jeg havde ventet på hele mit liv. Jeg brød bogstavelig talt sammen efterfølgende. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle snakke. Jeg var målløs,« siger Shaquem Griffin til NFL.com.
Nu skal Shaquem Griffin, som er 183 centimeter høj og 103 kilo tung, bruge sommeren på at kæmpe sig på Seattle Seahawks’ endelige sæsontrup af 53 spillere.

Den 22-årige amerikaner, som indtil nu har spillet for det amerikanske universitetshold Central Florida vil dog huskes for mere end sin inspirerende historie om at komme så langt trods sit handicap.
»Jeg vil ikke kun være ham med den inspirerende fortælling. Jeg vil være en god football-spiller,« siger Shaquem Griffin
Shaquem Griffins et minut ældre tvillingbror, Shaquill Griffin, der ikke er født med samme handicap, spiller allerede for Seatlle Seahacks. Han blev udtaget i 2017 og har siden prøvet at få sin lillebror til klubben.

