30 sekunder koster rundt regnet 50 millioner danske kroner.
Der er rift om reklamepladserne til dette års Super Bowl, der er finalen i den professionelle amerikanske fodboldliga, NFL.
Man melder udsolgt af reklamerne, men en af dem, som har fået fingrene i pladsen, er danske Novo Nordisk.
Det oplyser topchef Mike Doustdar på dagens pressemøde i Novo Nordisk.
»På søndag vil du se os i den store kamp i USA,« siger han med henvisning til Super Bowl, der løber af stablen søndag nat dansk tid.
»Kæmpe reklamekampagne, som du ikke har set før.«
Doustdar kommer ikke ind på, hvad den reklameplads har kostet Novo Nordisk, eller hvor længe den spiller.
Reklamen kommer til at omhandle den nye Wegovypille, som indtil videre kun kan købes i USA.
Pressemødet kommer i kølvandet af Novo Nordisks seneste regnskab, som bød på en ordentlig lussing på aktiemarkedet. Her faldt den danske aktie med 18 procent ved åbning onsdag.
Ifølge Guinness World Records er Super Bowl-reklamen verdens dyreste reklame.

